Forsvarsministeren vil have mere fri konkurrence på forsvarsmateriel Forsvarsministeren vil have mere fri konkurrence på forsvarsmateriel
Regeringen vil kæmpe for mere fri konkurrence på markedet for forsvarsmateriel ikke mindst i Europa. Det fastslog forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen på den danske... Forsvarsministeren vil have mere fri konkurrence på forsvarsmateriel

Regeringen vil kæmpe for mere fri konkurrence på markedet for forsvarsmateriel ikke mindst i Europa. Det fastslog forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen på den danske forsvarsindustris årskonference Danish Defence Annual Conference (DDAC), som blev afholdt i Aalborg i sidste uge.

Den danske forsvarsindustri mødes hver år – ser på materiel, deler viden og netværker. I år var årskonferencen på Comwell Hvide Hus i Aalborg, og 250 personer deltog. Herunder forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der lovede at arbejde for bedre konkurrence på markedet for forsvarsmateriel. Forsvarsministeren udtalte bl.a.:

Det vigtige er, at vi får gennemsigtighed på markedet, så danske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår med andre. Vi må nok formode, at forsvarsindustrien nogle steder er stærkt støttet og beskyttet, og derfor må vores kamp være at få åbnet markedet.

I EU er der lagt op til, at der skal være et indre marked for forsvarsmateriel, ligesom der er for alle mulige andre produkter, og her vil den danske regering ifølge forsvarsministeren tale for, at det kommer til at foregå i åben konkurrence.

Protektionisme er en hæmsko

Virksomheden Systematic i Aarhus, som har stor eksport af software og it-løsninger, tager meget positivt mod signalet fra forsvarsministeren. Leder i Systematics forretningsudvikling, Steen Garnæs, udtaler:

Hvis vi kan komme ud i en hel åben og regulær konkurrence, så er vi sikre på, at vi kan sælge vores produkter med den kvalitet, de har.

Han tilføjede, at markedet inden for forsvarsindustrien er meget protektionistisk, fordi der er mange lande, der beskytter deres egen produktion og kun vil købe nationalt.

Det er jo klart, at det er en hæmsko for os.

Også åbent for amerikanerne

I Dansk Industris branchefællesskab for virksomheder indenfor forsvar- og aerospace, FAD, er der også glæde over meldingen fra forsvarsministeren. Frank Bill, branchedirektør i FAD, udtaler:

Det er godt, at regeringen vil presse på i EU for at åbne markedet for forsvarsmateriel. Et åbent marked med fri konkurrence vil være til gavn for vores medlemmer.

Forsvarsministeren fastslog desuden på konferencen i Aalborg, at et åbent europæisk marked for forsvarsindustri også skal være åbent for amerikanske virksomheder. Frank Bill udtaler hertil:

Det er jeg helt enig i. USA er langt det største marked for vores medlemmer, så det vil være et rigtigt skidt signal at sende til amerikanerne, hvis vi ville beskytte Europas egen forsvarsindustri mod konkurrence fra eksempelvis USA.

Forsvarsattaché til Washington

Den danske forsvarsindustri omsætter for godt 3 mia. kr. årligt, og 80 pct. af produktionen går til eksport. I de kommende år er der gode muligheder for, at branchen vil vokse yderligere.

Forude venter nemlig en række store politiske beslutninger om køb af nyt militært isenkram. Danmark har sagt ja til at være med i NATO’s missilforsvar, og til efteråret vil regeringen præsentere forslag til et nyt forsvarsforlig. Forsvarsministeren udtaler:

Regeringens politik er, at vi skal betale vores fair share af NATO’s udgifter, og derfor har vi i regeringsgrundlaget lagt op til at give et substantielt løft i de danske forsvarsudgifter. Her skal vi først se på, hvad det nye trusselsbillede i verden kræver. Virksomhederne skal være med i den udvikling, vores forsvar skal igennem.

Beslutningen om køb af nyt jagerfly skaber også store forventninger i branchen herhjemme. Også i den forbindelse vil regeringen være med til at skubbe på, og forsvarsministeren tilføjede:

Vi vil bl.a. støtte med militære attacher på de danske ambassader, og nu kommer der i første omgang en ekstra forsvarsattache til Washington i en 2-årig periode, specielt med henblik på at åbne dørene for den danske industri i forbindelse med Joint Strike fighter.

Læs pressemeddelelsen fra Dansk Industri.

Ingen har kommenteret.

Vær den første til at lave en kommentar.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *